Kort og godt
Slag mod hovedet - fx i forbindelse med hjernerystelse og piskesmæld - slår de fleste mennesker ud af kurs. Stort set alle får synsforstyrrelser. Flertallet heler heldigvis hurtigt. Men for en lille gruppe er helingen gået i stå, eller er meget langsom.
Generelt skal hovedet skånes i perioden efter ulykken, men ikke mere end mange almindelige dagligdags gøremål stadig udføres. Hele pointen er blot, at overbelastning helt skal undgåes og der skal sættes tid af til hvileperioder.
Hvis synsproblemerne ikke bedres - fx læses kun meget kortvarigt og med svag koncentration, eller læsning provokerer kvalme, hovedpine og svimmelhed, bør hele synsfunktionen undersøges til bunds (minimum som redegjort i nedenstående studier - og som samtidigt dokumenterer virkningen af træningsbehandling ved langvarige synsproblemer:
Den evidensbaserede guldstandard
1. Langvarige visuelle skadevirkninger efter hovedskader:  http://www.rehab.research.va.gov/jour/2014/511/page71.html
2. Samsynsfejl efter hovedskader:  http://www.rehab.research.va.gov/jour/2012/497/szymanowicz497.html
3. Samsynsbehandling - efter hovedskader:  http://www.rehab.research.va.gov/jour/2013/509/page1223.html
4. Fokusproblemer og behandling - efter hovedskader:    http://www.rehab.research.va.gov/jour/2014/512/page175.html 

********************************************************************************************************************

Se evt. PowerPoint foredrag - for borgere og fagfolk: 
1. Piskesmæld og og håndtering af langvarige synsproblemer (PTU okt. 14 - for berørte personer):  http://www.slideshare.net/TorbenHelstrup/piskesmld-og-langvarige
Og evt. - foredrag for optometrister og andre naturvidenskabeligt interesserede fagpersoner. Naturligvis indeholder begge en del "stammesprog", men væsentlige dele vil kunne læses af mange:
2. Whiplash og hovedskade: http://www.slideshare.net/TorbenHelstrup/wad-40756525
3. Hjernerystelse og synsforstyrrelser: http://www.slideshare.net/TorbenHelstrup/hjernerystelse-og-syn-33219397 

**********************************************************************************************************************

Nedenstående uddyber almene holdninger - og min kritik - i meget stor detalje.
Formålet med denne beskrivelse er trefold:
1) At berørte personer kan få nogen indblik i deres egen situation, og måske se nye muligheder
2) At informere andre fagområder om klinikkens aktiviter, især i tilfælde af overlappende behandling
3) At provokere behandlerfolket og nuværende indsats (kritik modtages gerne selv).
Terapi
Nøgleordene er: Stabil visuel fiksationsevne inkl. nærrefleks, øjne-hoved integration 
samt reduktion af sensibilitet for bevægelse i synsfeltet, læringsprincip. 
Nedenstående uddyber og begrunder. Trods det er en lang tekst, er det en ultra kort sammenskrivning af flere meget omfattende felter. Til at lette læsbarheden er det opdelt i sektioner. Venstre side gør status over fakta og almindeligt anerkendte antagelser. Højre side rummer mine indvendinger og postulater.
Piskesmæld: Betegnelsen
Tolkning, kritik og postulater
Piskesmæld eller piskesmældsulykke er den danske oversættelse af Whiplash eller Whiplash injury.
Begrebet blev introduceret i 1928 af Crowe.
Efterfølgende forsøgte han at ændre betegnelsen. Den er helt utilstrækkelig, og oprindeligt kun ment som en delvis beskrivelse af nakkebevægelsen ved bagfra-påkørsel.
Men smerter i nakken opstår også ved andre former for påkørsel og uheld, tillige med en række andre alvorlige symptomer.
Endvidere kan begrebet mislede til kun at centrere den efterfølgende indsats til nakkeregionen.
Men betegnelsen er kommet for at blive. Bedste anvendelse i dag er nok Piskesmældssyndrom.
Et brækket ben ved man da hvad er.
Men opstået i forbindelse med fodboldspil, og navngivet efter samme tankegang som piskesmæld, skulle det hedde "spark-over-ben" symptomet.
Ligheden er, at handlingen eller bevægelsen er beskrevet, men intet om slutproduktet.
Samme gælder for en person med dobbeltsyn og svimmelhed efter en tagsten i hovedet. Tilstanden kunne hedde "Pludselig hovedpåvirkning".
I forebyggende øjemed er den udløsende begivenhed naturligvis interessant, men er skaden først sket, er det tæt på ligegyldigt.
Fokus bør ligge på slutproduktet (symptomer og årsag), og ikke på begivenheden der udløse det.
Tidligt - Sent Syndromet
Tolkning, kritik og postulater
I den lægevidenskabelige litteratur skelner man mellem tidlige og sene symptomer.
I forbindelse med ulykker får næsten alle tidlige symptomer, som for langt de fleste, hurtigt går over af sig selv (dage og uger).
Holder de over et halvt års tid, tales om "Late syndrome". Altså vedvarende symptomer.
Tilstanden er beskrevet ujævnt verden over, og i Letland og Singapore kendes begrebet slet ikke.
En meget almindelig udlægning af denne kendsgerning er, at ulykken intet har med symptomprofilen at gøre.
Man mener, at berørte personer har en nervøst eller psykologisk betinget lidelse.
Nogle argumenterer for at tilstanden er reel og skal tages alvorligt, andre at det blot er forsøg på socialt bedrageri eller forsikringssvindel.
Whiplash-late-syndrome deler skæbne med diagnosen Chronic-post-traumatic-syndrome (persisterende hovedpine og svimmelhed efter slag mod hovedet). Symptomprofilerne er i samme boldgade.
For begge gælder yderligere den kendsgerning, at hos langt den overvejende del konstateres ingen objektive ændringer i hjernen eller nakken, uanset de omfattende testbatterier der er til rådighed i dag.
Den lægelige indsats består faktisk i at udelukke egentlige skader på hjernen og omkringliggende strukturer.
Observeres ingen defekter, er der så ingen hjælp eller kur til rådighed.
Grundlæggende har man altså ikke noget klart billede af situationen.
Den efterfølgende rehabiliterende indsats er derfor mere eller mindre tilfældig.
Det er almindeligt at berørte personer oplever mistro, afvisning og frustration.
Som ved mange andre skader og uheld magter naturen at restituere sig selv. Det er både godt og heldigt, men uinteressant i denne sammenhæng. Her er fokus på persisterende symptomer.
Når tidligere velfungerende mennesker er kommet helt ud af kurs, er der rigtig god grund til både omtanke og professionel hjælp.
Og når i øvrigt veluddannede personer opfører sig helt afvisende overfor syndromet, er det hovedløst og dybt krænkende for de berørte personer.
Blot fordi kirurgi og medicin ikke er hjælpemidler der virker her og nu, er ikke alt nødvendigvis "bare" et psykologisk problem. Hurtige og lette konklusioner hører ikke hjemme her.
Biologiske specialer og tankegange ændrer sig med tiden. Tolkningen af piskesmældsyndromet afspejler dog rent den klassiske gammeldags apparatfejlstankegang (liniær relation mellem objektiv defekt og symptom).
I andre biologiske felter, har man i årtier arbejdet med at udvikle modeller der iagttager non-liniære sammenhænge (komplekse og kringlede sammenhænge mellem stimulus og reaktion – men reproducerbare). Simpelthen fordi, de liniære modeller er helt utilstrækkelige, til at forklare selv simpel og banal menneskelig adfærd. De duer ganske enkelt ikke til noget som helst. Det har man erkendt for længe siden, og er ikke til diskussion. Men de nye tankegange er åbenbart ikke slået igennem til piskesmældsområdet endnu.
Det er ikke fordi det burde ligge så fjernt. Selv samme metoder, man anvender til at konstatere at der ingen objektive ændringer i hjernen er (f.eks. MRI / fMRI), belyser tydeligt, at hjernen er samtidigt aktiv i forskellige og fjerntliggende lokaliteter, når vi sætter den på forskellige opgaver. Netop processerne, der er ansvarlige for sammensmeltningen af denne dynamiske aktivitet til en solid helhedserkendelse (perception) kendes ikke godt. Et seriøst bud er, at hjernen kan sammenkæde og forstærke neural aktivitet der arbejder i samme frekvens (og samtidigt adskille fra anden samtidig aktivitet). Bearbejdes samme begivenhed i uens frekvens, eller mangler der klar adskillelse, opstår i stedet kaos.
I populært sprog kaldes det Orkestermodellen. Ligheden er følgende: Spiller alle deltagerne i et orkester samme melodi og i takt (uanset hvor mange de er), skabes et klart harmonisk klangbillede. Spiller bare en af ude af takt er der disharmoni, det bringer forstyrrelse, og kan blive en værre jammer at høre på (interferens).
En tilstand som f.eks. autisme, kan i nogen grad forstås ud fra interferens tankegangen. Alle sansemodaliteter virker, men samtidig aktivering bringer forstyrrelse (disharmoni og kaos) i stedet for en enkel solid helhedsoplevelse af omverdenen.
En kort sammenfatning af ovenstående til moderne computersprog er: Alle undersøgelser viser at hardvaren er OK, men softvaren kontrolleres altså ikke. I tilfælde af nedbrud undersøger man kun maskindelen. Ses ingen defekter, er konklusionen, at funktionsgraden burde være normal. Helt uholdbart i den virkelige verden
Syn og øjne
Tolkning, kritik og postulater
Synssansen er nok vores dominerende sans og optager rigtig meget plads i en menneskehjerne.
Den grundlæggende opgave er at skabe en her-og-nu forståelse af omverdenen, samt dirigere vores motoriske handlinger hensigtsmæssigt.
Mange sygdomme og skader på hjernen (inkl. traumer uden objektive ændringer) forårsager derfor synsforstyrrelser af større eller mindre art. Hyppigheden er meget stor.
Efter traume og rekonvalesens, har mange, som ellers er kommet sig rimeligt godt, vedblivende problemer med øjenmotorikken. Hyppigheden er formentlig også ret stor her.
Almindelige klager er: Generelt hurtig træthed (både i øjne og hoved), følelse af anspændhed i øjenregionen, følelse af bevidst stirren for at se, kort koncentrationsevne, kan ikke fastholde fiksering (f.eks. på anden person i samtale afstand) - og er nødt til at skifte blikket jævnligt, ømhed ved bevægelse af øjnene til siderne, tendens til dobbeltsyn eller pludselig ufrivillig udsløring etc.
Ved beskrivelse og tests af synsfunktionen opdeles ofte til tre kategorier. 
1) Synsstyrke (visus), brillebehov (refraktionsfejl) samt synsfelt (intakte synsbaner). 
2) Samsyn (øjenmotorisk integration), samt det visuelle reaktionsssystem (koordinerede hensigtsmæssige bevægelser). 
3) Visuelle perception (synsmæssige forståelse af omgivelser og situation).
I Danmark indeholder almindelige synsprøver undersøgelse for synsstyrke og brillebehov samt lejlighedsvist for synsfelt. Dvs. testning i kategori 1.
Testning i kategori 2 og 3 er sjældne eller tilfældige begivenheder (og er fagpersonen ikke rutineret, er det også bedst at undlade).
Udredningen af svigt i samsynsfunktionen er ikke god nok i Danmark.
Helt centrale pejlemærker for den normale funktion er velbeskrevet. Både diagnose og behandling, af langt den almindeligste fejltype (Konvergens insufficiens) anses for sikker og underbygget, men feltet lever åbenbart en skyggetilværelse.
Måske har den lægelige fokus i første omgang ligget på alvorligere tilstande.
Men det er ikke en god grund til, at mere banale svigt forbliver uopdagede. Ikke fordi nogen biologiske tilstande skal banaliseres – tværtimod, men fordi den kliniske håndtering er relativ simpel.
Fejltypen er kendetegnet ved at kunne udtrætte synsfunktionen hurtigt og markant - med afledt lejlighedsvist dobbeltsyn, udsløring og tab af fiksation.
Opsporing anbefales af alle centrale kilder, netop fordi behandlingsresultaterne er så gode. En hver borger bør aflastes for denne fejl.
Personligt har jeg aldrig mødt piskesmældspatienter uden variationer over denne fejltype (men er jo også den primære henvisningsårsag til klinikken). I kombination med andre svigt i koordinering og balancesans, er den direkte infam.
En meget enkel forklaring for debut kunne være, at en tidlidere velkompenseret heterofori (skjult skelen) ikke magtes mere. Tilstanden er jo netop karakteriseret som idiopatisk - altså selvstændigt optrædende og uden sammenhæng til andre kendte forhold. Det er almindeligt anerkendt, at udløsende faktorer kan være alment svækket helbred, stress og selvfølgelig slag mod hovedet.
Behandling er særlig vigtig for disse personer. Lejlighedsvist opleves fuldstændig rehabilitering og tilbagevenden til normalt arbejdsliv.
I det mindste for nogle, har tilstanden været eneansvarlig for de sene symptomer (solstråle historier).
**********************************************
På papiret er der offentlig tilgængelig behandling af denne samsynsfejl. Erfaringen er vist blandet her.
Af naturlige årsager ser jeg ikke andres succeshistorier - kun fiaskoerne. De er til gengæld slemme. Man har stort set kun gjort, hvad man endelig ikke skal gøre.
Hovedfejlen har været styrkeøvelser uden feed-back kontrol. Man træner så ikke den svage komponent, men kompensationsmekamismen. I stedet opstår en hysterisk reaktion i fokuseringsevnen (accommodative spasm). Det er meget stygt og ubehageligt, og folk opgiver følgeligt.
Opfølgning er også en by i Rusland.
Der findes klinisk udstyr til effektivt at kontrollere øjnenes fiksation og fokusindstilling samt det samlede bidrag til synshjernen (komplet feed-back status).
Anvendes det ikke, raver behandleren rundt i blinde.
Egocentrisk lokalisation
Tolkning, kritik og postulater
Egocentrisk lokalisation betyder, at man til en hver tid ved hvor man er i forhold til sine omgivelser - uanset om man selv er i bevægelse, eller der er samtidig bevægelse i omgivelserne.
Evnen repræsenterer hjernens udtræk af information fra i hvilken retning øjnene peger, samt øjnenes placering i hovedet relativ til hovedets placering på kroppen.
Er der svigt i denne evne tabes kontakten til omverdenen - for en kortere eller længere periode.
Det er faktisk ikke ny viden:
Specifikt skal fremhæves, at evnen til stabil visuel fiksation antages at være meget vigtig. Det er på denne baggrund vi udvælger vores perceptuelle opmærksomhedsfelt samt sanser den visuelle lodlinie.
Dernæst øjne-hoved integrationen. Neurologisk set, en overordentlig kompliceret mekaniske. Vigtigheden af god funktion kan næppe overdrives,
Mange forstyrrelser er kendt i forbindelse med sygdomme og skader i den vestibulære funktion (f.eks. infektioner i det indre øre, hjernestamme eller lækager i buegangene - Perilymfatisk fistel). Skæv kropsholdning og svimmelhed er bare nogle af symptomerne.
Ud over lægelig behandling, har aktiviteter for genoptræning til bedst mulige funktion, i mange år været en etapleret mulighed.
Ved Piskesmældssyndromet observeres ingen egentlige skader. Men der er symptomlighed et godt stykke hen af vejen.
Mange af symptomerne for piskesmældssyndromet kan forklares med svigt i denne evne.
For at orientere os i hverdagen, integrerer hjernen information fra kropssansen (proprioceptive / kinæstetiske sans), balancesansen (vestibulære funktion) og synssansen (visuelle funktion).
Normal færden og navigation kræver ultimativ integration og timing af disse sanser. Det er det hjerner er gode til og normalt gør.
Den mindste afvigelse i signalflowet (både i styrke og tid) kan være ophav til disorientering, svimmelhed og usikkerhed på ståstedet – med mulig efterfølgende panikangst reaktion (det er helt normalt).
Endda på amatørplanet er god grund til at mistænke, at netop disse indlærte sammenhænge er særdeles sårbare. Selv eliteidrætsfolk skal ikke indtage meget alkohol, før væsentlige ændringer eller nedbrud opstår (svimmelhed, helt ude af timing etc.).
Transportsyge, som er ret almindeligt, markerer helt præcist konflikt i disse systemer (og opstår især når det visuelle signal mangler til at stabilisere omverdenen). Det er helt almindeligt kendt og accepteret.
At integrationen af signaler, fra dette trekløver af sanser, virkelig har en intim sammenhæng, og udgør een samlet funktionel enhed er klart dokumenteret. Såkaldt vestibulær-kalorisk stimulation (dvs. koldt vand i det ene øre) skaber forstyrrelse i ligevægtsorganet (hos alle personer; syg eller rask), med den besynderlige virkning, at den mentale repræsentation af rummet forskydes i forhold til kroppen. Samme virkning opstår ved elektrisk stimulation af muskelreceptorer i nakkemusklerne. Begge typer stimulation skaber endvidere ufrivillige øjenbevægelser.
Det burde være nærliggende at centrere opmærksomheden på samspillet i disse funktioner, og ikke kun på komponenterne hver for sig.
Arbejdsmodel: Rationale
Tolkning, kritik og postulater
Alt nyere hjerneforskning, og alle væsentlige modeller for hjernens virkemåde peger entydigt på, at hjernen er stærkt hierakisk i sin opbygning og funktion.
Hos det normale menneske, er det såkaldte reflekslag (medfødte primitive handleskemaer) stadig intakt, men udløses kun i afgrænsede situationer - og kun efter kommando fra højere lag. Ellers er der komplet hæmning. (Dvs. konditioneret aktiv hæmning).
Ved svær sygdom og traume, kan hæmningsmekanismen svigte, og uhensigtsmæssig primitiv refleksaktivitet dukke op og forstyrre.
Ved genoptræning, eller rettere genindlæring og stimulering af den normale funktion, er det vigtigt, at man starter øverst i hierakiet og arbejder nedefter.
Specifikt betyder det aktivering af præfrontal kortex (uden denne hjernefunktion var vi bare stimulusbundne automater).
Behandlingsaktiviteter har sin bedste virkning, når de kræver maksimal opmærksomhed: Vi er i stand til ar lære noget, når vi bruger hvad vi har i forvejen, til at lære noget nyt. Evnen består livet igennem. Opnås nye færdigheder som rutineres, dannes nye handleskemaer.
Terapi af denne art kaldes "Top-down" træning. Præmisserne er, at opgaven formuleres i hjernen, og udforskes indtil lavere rangerende funktioner giver ønskede respons (f.eks kropsbevægelser). Træningstypen er især relavant, når der ingen fysiske begrænsninger er i bevægeapparatet.
Modsat er "Buttom-up" træning. Altså træning hvor man udnytter kroppen til at lære hjernen noget. Træningstypen kan især være relevant ved tidlig indlæring af basale koncepter - f.eks. hvad er rundhed.
I populært sprog, kan hjerne-krop sammenhængen beskrives som det ultimative Master-Slave forhold. Al magt og kommando ligger hos Masteren (hjernen). Slaven (kroppen) er helt viljeløs og udfører kun kommandoer.
Observeres ringe slavepræstationer, med baggrund i uklare kommandoer fra masteren, er det vanvittigt blot at tampe rundt på slaven. Det er masterens instruktioner der skal arbejdes med.
En anden simpel fremstilling af syn-krop sammenhængen er, at synsfunktionen fungerer som hjernens udkigspost og navigationsenhed - med tilhørende transportstativ.
Første led i kæden er automatisk aktivering af nethindens celler for slør -og disparitetsdetektion. Oplagt at starte undersøgelser her.
I det virkelige liv oplever jeg piskesmældspatienter rende til årelange behandlinger af muskelapparatet, primært i nakkeregionen. Måske også relevant. Men det kan ikke stå alene. Visdommen er meget svær at få øje på.
Alle andre typer "behandlinger" der er velvære-orienterede (lige fra hovedbundsmassage til heeling) kan sikkert opleves meget rare. Man kan bare bruge løs. Men de kan aldrig nogen sinde komme i nærheden af en rehabiliterende virkning.
Samme gælder for behandlingstyper der udelukkende består af repetetive meningsløse bevægelser (såkaldt anti-refleks træning). I samme boldgade følger formentlig zoneterapi, akupunktur, kiropraktik, kranio-sackral terapi mv.. Ikke at jeg skal kloge mig for meget på det, men det forekommer mig, at det altsammen er arbejde med "transportstativet".
Jævnligt hører jeg folk anbefalet besynderlige øvelser (med og uden avanceret elektonik). "Ledningsforstyrrelse" er begrundelsen. Igen også en mulighed, men i givet fald, da overvejende hos behandlerfolket.
Det nytter ikke at apparatets navn er fint eller svært at udtale. Hvis teknikken ikke rummer feed-back af præstationen, er det i virkeligheden amatørpjank.
Alt i alt. Der der er god belæg for at definere synssansen som eet samlet opsøgende aktionssystem med mange delkomponenter (Visuel-information-reaktions-system). Et samlet system, til at opnå en her-og-nu forståelse af omgivelserne og reagere med hensigsmæssige bevægelser (med omfattende feed-forward og feed-back trafik - om samme gøremål). I alt enkelhed: Se - indse - reaktion.
Meget taler for, at piskesmældslidelsen delvist er betinget af ukoordineret intern kommunikation i enhederne for tid og rum sammmenhængen (temporale-spatielle integration).
I min fortolkning, tilbydes stort set kun behandling i Buttom-up kategorien. Top-down træning, i god kvalitet, er en virkelig sjældenhed. Meget betænkeligt forhold. Når nu al seriøs hjerneforskning indikerer, at træning / behandling primært bør være af Top-down typen.
Arbejdsmodel: Principper
Tolkning, kritik og postulater
Erfaringen er sådan set ret entydig.
Alle aktiviteter skal først og fremmest være gøremålsbestemte (for at opnå maksimal hæmning af evt. uhensigtsmæssig primitiv refleksaktivitet).
Alle aktiviter skal generelt opsøge en provokerende virkning - og grænsen skubbes.
Klienten skal selv medvirke til at formulere opgaven til at bearbejde problemet (terapeutens opgave er at vejlede). Dvs. selvgenerering af aktivitet.
Arbejdsmetoden skal indeholde klar feed-back. Afvigelser fra den planlagte aktivitet skal registreres af klienten selv. Ny strategi for at tacle problemet formuleres. Dvs. selvmoniterering (igen med terapeut vejledning)
Når god kvalitet registreres, praktiseres bevægelsen langsomt indtil rutine. Senere hastighed.
Til sidst introduceres stresselement (f.eks. anden samtidig mental opgave). Er de nye færdigheder reelt indlærte og automatiserede, kan de afvikles parallelt.
Principperne her er langt fra nye. Blot underbygges de af nyere hjerneforskning.
Det antages meget vigtigt, at bevægelsestyperne er korrekte og stabile før de rutineres (efter kommando er lillehjernernes opgave såkaldt "on-line modulation"). Dvs. mål og udførelse sammenhængen stabiliseres.
Ustabile signaler er fjende nummer et. Blinde personer kan lære at fungere uden den visuelle funktion. Man kan operere hele labyrintsystemet (buegangene) ud, i både den ene og anden side af hovedet, og man kan stadig lære at fungere. I begge tilfælde med begrænsninger, men man kan få et godt liv. Men variable signaler er uholdbare.
Tidligere rehabiliterende arbejde, i disse felter, ligger hos små subspecialer og er ikke almindeligt kendt.
Terapiformen stiller store krav til terapeuten. Baggrundsviden, arbejdsmetode og redskaber skal naturligvist være helt på plads.
Yderligere kræves engagement. Terapiformen er også "on-line" modulerende hele tiden (kørelærerprincippet)
Del opgaver skal læres af klienten og praktiseres dagligt i en periode.
Aktiviterne skal jævnligt kontrolleres og justeres. Virker de efter hensigten, skal der registreres fremgang med andet udstyr end træningsværktøjerne. Tillige skal provokationsgrænserne flytte sig. Ellers må man give op .
Arbejdsmodel: Terapi
Returns
Tolkning, kommentarer og postulater
Terapiens formål er at skabe en god og sikker evne til Egocentrisk lokalisation.
Første indsatsområde er øjenmotorisk koordinering. Evnen til stabil (bi)fiksation skal være stærk, hurtig, sikker - og integreret med versionssystemet. Videnfeltet er stort her.
Næst er øjne-hoved sammenhængen. Uanset egne bevægelser, må der ikke opleves tab af ståsted eller bevægelse i omgivelserne.
Til sidst praktiseres ovenstående med kroppen i bevægelse og på forskelligt underlag (yderligere aktivering af den posturale muskulatur)
Klinisk udstyr, til at kontrollere enkelhed og skarphed (vergens og akkommodation) - samt det kombinerede input til hjernen, har været tilgængeligt i mange år.
Udstyret kan anvendes i frit rum og kombineres med alle typer bevægelser.
At øve f.eks. øjne-hoved sammenhængen, uden at vide om begge øjne deltager stabilt i fiksationen (intermitterende suppression), er yderst uheldigt og ukyndigt (men vist desværre virkelighed - i det mindste oppe langs kysten i Nordsjælland). I bedste fald forstyrrer man bare folk groft. I værste fald indlejres dybt uhensigsmæssige reaktionsmønstre.
Terapeutisk anvendelse af linser og prismer, er ubetinget det hurtigste og mest kraffulde redskab, til at manipulere den vestibulo-okulære refleks og tilhørende bevægelsesmønstre. Men kræver særlig baggrundsviden.
Arbejdsmodel: Begrænsninger
Tolkning, kommentarer og postulater
Helbredet skal være stabilt.
Metoden stiller ret store krav til klienten. Det er et reelt stykke arbejde der skal udføres, og kan være hårdt for i forvejen svækkede personer.
Tid og omkostninger.
Den lægelige behandling skal være afsluttet (eller andre bestående helbredsproblemer velmonitoreret).
Metoden kræver høj motivering.
I aller letteste tilfælde løber behandlingen over ca. 8 - 10 uger og koster i nabolaget af 6500 - 8000 kroner. I middelkategorien ca. det dobbelte (både tid og penge). I svære tilfælde brydes behandlingen op i mindre enheder, og kan løbe i lang tid.
Den officielle holdning (den psykologiske) kan ses i artikel fra ugeskrift for læger, Frank Lønnberg, 2001-(du kan komme tilbage, til siden her, med øverste venstre returknap).
Reference nr. 13 i artiklen (Disturbed eye movements after whiplash due to injuries to the posture control system) giver i sig selv belæg for nogle af betragtningerne ovenfor. Tilbage står at vurdere om forstyrrelser i øjenbevægelserne, kan være ophav til nogle af de rapporterede symptomer, eller er et symptom på forstyrrelse i tid-rum sammenhængen mv. (temporale-spatielle integration). Jeg argumenterer for det sidste.
Fagpersoner kan muligvis finde ny viden i min beskrivelse: Assessment of the accuracy in estimating The Visual - Vertical and The Visual Straight - Ahead in normal subjects under clinical conditions. (klinisk vurdering af den perifere og centrale balancefunktion).
Feltet er relativt snævert, men med mange implikationer for området her. Temmelig meget er dukket op de sidste år. For en up-date, anvend artiklens "keywords" i gode søgebaser.
Samt under Dokumentation (især vedrørende vergenssystem).
Top