Neurooptometrisk klinik

Samsynsfejl - hvordan føles de ?

Introduktion
Det danske ord "samsynsfejl" dækker i virkeligheden over en række temmeligt forskellige tilstande som afviger fra det normale samsyn. Yderligere findes de i mange grader, lige fra meget milde til meget svære. Oven i det, kan man også have flere slags samtidigt. Alt i alt betyder det, at næppe to mennesker mærker dem ens.
Men generelt kan man sige, at egentlige skelefejl som er opstået tidligt i livet, sjældent føles af berørte personer. Her har hjernen tilpasset synssansen ud fra de muligheder der var på det tidspunkt.
Samsynsfejl som giver problemer, er af den type hvor man er i stand til at kompensere afvigelsen med en ekstra anstrengelse. Belastningen er således også i høj grad afhængig af, hvad man anvender øjnene til i løbet af dagen.
Symptomer
Fællesnævneren for de såkaldte motoriske samsynsfejl er at man udtrættes alt for hurtigt.
Generne kender de fleste i virkeligheden temmeligt godt. Udmattelse og træthed er jo helt normale tilstande - vel at mærke, når de indtræder sidst på aftenen efter en omfattende eller travl arbejdsdag. Det er helt normalt, og betyder bare at man trænger til at sove.
Afhængig af sværhedsgrad og belastning, kan samsynsfejl bringe berørte personer i samme situation efter få timers arbejde, sjældnere efter blot få minutter.
Generne stiger i intensitet med belastningstiden, så hyppige pausebehov eller opgiven optræder ofte. Tvinger man sig til at fortsætte arbejdet begynder det gradvist at blive sværere at fiksere stabilt. Tekst bliver lejlighedsvist sløret eller dobbeltkontureret, man taber meget let koncentrationen og må oftere læse forfra. Øjnene begynder at føles trætte, og tunghed i hovedet eller egentlig hovedpine (især i panden) melder sig. Dobbeltsyn indtræder måske. Her fra kan der opstå svimmelhedsfornemmelse og man kan føle sig rigtig dårlig.
Mange andre menneskelige skavanker kan også være ophav til lignende symptomer. Men et vigtigt fællestræk ved samsynsfejlene er, ligesom ved normal træthed, at hvile altid lindrer og en god nat søvn som regel ophæver generne.
Ligesom samsynsfejl kan optræde i kombinationsformer, kan samsynsfejl også bestå sammen med anden erkendt sygdom. Symptomprofilen behøver langt fra altid at være entydig. Men genkender du et mønster som beskrevet, bør du få en grundig samsynstest af en erfaren fagperson. Det er vigtigt at understrege at der som regel er hjælp at hente.
For god ordens skyld. Altsammen her forudsætter at dit helbred er i orden, eller er så stabilt som det nu kan være. Er du i tvivl om noget omkring dit helbred, skal du altid kontakte din læge eller øjenlæge.