Københavns Private Synsplejeklinik

Informationen her, henvender sig især til forældre med skelebørn, samt voksne som overvejer skelebehandling. Fremstillingen er lang og ret detaljeret, men uden at blive teknisk. Begreber, som behøver uddybning er kursiveret og findes i leksikonnet.

Meningen er, at sætte lægpersoner i stand til at forstå vigtige milepæle i samsynets udvikling, og medvirke til beslutninger omkring deres egen situation. Nederst på siden opsummeres pointer og anbefalinger.

I information omkring syn og øjne sammenlignes øjet ofte med et kamera. Sammenligningen fungerer også til at demonstrere visse optiske principper, men fejler helt til at fortælle historien om øjnene som sanseorganer og part af hjernens beredskab til at skabe mening ud fra vores omgivelser.

Som sanseorganer, er øjnene bedre sammenlignet med avancerede computere. I normal udgave, sender de en sand strøm af informationer, til den måske mest komplekse struktur i universet, den menneskelige hjerne.

Både øjne og hjerne er medfødte strukturer. Men der er en lang læreperiode før de kan virke sammen efter hensigten. Tidligt i livet, er en såkaldt plastisk eller kritisk periode, hvor nerveceller danner indbyrdes forbindelser og opbygger komplekse og specifikke netværk.

Den overordnede mening med arrangementet er at forsyne hjernen med nogle kraftfulde informationskanaler, og sætte os i stand til at opfatte, lære og reagere på vores omgivelser. Synssansen er grundlæggende et vigtigt overlevelsesværktøj som kan håndtere vældig mange signaler på meget kort tid. Som eneste sans, forsyner den os med helhedsorienteret erkendelse, og en ramme vi hurtigt kan bevæge og navigere ud fra.

I dette beredskab, er øjnene altså hjernens tjenere, og svigter det ene af dem i uddannelsesfasen, så knytter hjernen hele sin kapacitet til det bedst uddannede. I stedet for at have to vinduer til omverdenen satser hjernen nu i stedet på eet godt vindue.

Mennesker, tilhører gruppen af dyrearter som har to fremadrettede øjne. Fordelen er dels, at sanseindtryk som erkendes af flere kanaler giver en vis forstærkningsfaktor i hjernen når de integreres. Dels, at det giver os mulighed for at udvikle et særligt raffineret dybdesyn og optimal afstandsvurdering. Og ret indlysende, vi har et reserveøje, hvis det ene skulle gå tabt.

Skelen, er en tilstand hvor de to øjne ikke er koordinerede. Det ene øje fikserer rigtigt nok, mens det andet drejer for langt ind, ud, op eller ned. Hvis begge øjne ser samtidigt i den situation får personen dobbeltsyn. Dobbeltsyn, skaber tvivl om hvad der er den rigtige verden og strider stærkt mod hjernens overordnede formål med synet. I stedet for at få rumlig information skabes handlingslammelse.

Opstår skelen i udviklingsårene, er hjernen derfor hurtig til at lukke ned for signalerne for skeleøjet. Dobbeltsynet forsvinder, men skeleøjet sættes på sidespor, arresteres simpelthen, og sammenhængen mellem øje og hjerne udvikles nu ikke længere. Tilstanden hedder Amblyopi, og kaldes i populær tale for "dovent øje". Gøres der ikke noget, forbliver det en permanent tilstand og funktionsværdien af øjet tabes.

Der er altså ikke nogetsomhelst nuttet over skelen. Tværtimod. Der er god mening i at være på vagt overfor skelefejl.

Allerede fra fødslen ses bi-fiksation hos langt flertallet af spædbørnene, dvs. øjnene ser mod samme genstand og bevæges synkront i langt det meste af tiden. Et par små afstikkere af det ene øje, indimellem, er indenfor normale grænser.

Måler man aktiviteten i hjernen med såkaldt VEP teknik, kan man registrere, at allerede to uger gammel ses stabil bi-fiksation til 25 cm foran næsen, at 10 uger gammel anvender hjernen information fra begge øjne (og er sammenfaldende med at der opstår præcise fokuseringsindstillinger), at 26 uger gammel registreres trang til samsyn (genopretningsbevægelser ved prismetests) og vinkelforskelle på 1 bueminut kan nu erkendes.

Den kritiske periode for udviklingen af det normale samsyn starter ca. 2 måneder efter fødslen, er på sit højeste mellem 1 og 2 års alderen, og aftager gradvist indtil 4 - 6 års alderen. Samsynet, som er udviklet på dette tidspunkt vil normalt bestå resten af livet.

Selv korte perioder med unormal stimulation, kan have dramatisk effekt for hjernens evne til at knytte celleforbindelser og danne specifikke territorier.

Alt dette sker meget tidligere og er mere følsomt end man tidligere antog. Når den normale udvikling hæmmes (af f.eks. skelen) tilpasser hjernen det skelende øje til situationen. Udover at hæmme synet på et afgrænset område af nethinden så dobbeltsynet undgåes, kan den yderligere ændre på lokaliteten for fiksering og lige-ud positionen.

Og det er disse specialtilpasninger, samt den arresterede udvikling, som især forhindrer terapi på et senere tidspunkt i livet. Jo længere tid situationen har bestået, jo dårligere prognose har en eventuel terapi. En første gangs behandling af en voksen person som har haft medfødt skelen, er således tæt på det helt håbløse (og frarådes generelt).

Men det er på denne baggrund, at tidlig opdagelse af skelefejl og efterfølgende terapi anbefales. Jo hurtigere indsats, jo større er chancen for at skubbe udviklingen tilbage i normale rammer.

Tidligere rådgivning, hvor man anbefalede forældre at se tiden an - "det kunne jo være det rettede sig selv", er helt uansvarlig. Hurtig opfølgning øger helt sikkert mulighederne for det bedste resultat.

Som nu bekendt, er synet og samsynet udviklede og indlærte færdigheder. Naturen har forsynet os med værktøjerne og fastlagt en rute for processen. Passende stimulation, på det rigtige tidspunkt, er nøglefaktoren.

Lige præcist, hvordan man opnår optimal stimulation og bedste terapeutiske virkning, er der ikke universel enighed om.

Men, af standard accepterede muligheder (som man minimum bør tilbydes), er tildækningsterapi af det "gode øje". Det betyder, at man blokerer synet på det bedste øje og tvinger det afvigende øje til at se og udvikle sine færdigheder. Tildækningsterapi foregår oftest med et plaster, men kan også udføres ad optisk vej (specielle kontaktlinser eller uigennemsigtige brilleglas af forskellig art), og bestemmes af situationen og barnets reaktioner.

Sigtet med plasterbehandlingen er ikke egentlig skeleterapi, men at synsstyrken udvikles normalt i begge øjne. I det mindste opnår man, at begge kan se med normal tydelighed. Godt nok ikke samtidigt, men kun hver for sig. Man har således sikret sig et reserveøje, om noget skulle gå galt senere i livet. I sig selv et vigtigt argument, som giver god mening for behandlingen.

Men når man blokerer for et øje, blokerer man også for signalerne til hjernen. Af hensyn til hjernens udvikling, er det derfor meget vigtigt, at tildækningsterapien planlægges meget nøje ud fra barnets alder. Samme øje må ikke være blokeret hele tiden, og tildækningterapi skal altid foregå med bestemte tidsintervaller. Udføres den korrekt, kan man med nogenlunde god sikkerhed forudsige forventede resultater. Terapi kræver derfor jævnlig kontrol og opfølgning.

Hvor vidt man aktivt skal stimulere det "dårlige øje" i plasterperioden er der delte meninger om. Personligt, er jeg tilhænger af lege og øvelser hvor synet skal dirigere til handlinger, f. eks. navigation af kroppen uden om forhindringer samt "timing" af bevægelser. Der er mange muligheder, men skal naturligvist tilpasses barnets alder og færdigheder.

Den egentlige skeleterapi er der tilsvarende delte meninger om. Grundlæggende er barnet allerede forsynet med en brille hvis væsentlige synsfejl var tilstede før tildækningsterapien. Men brilleglas kan også anvendes til at fuppe naturen. Styrken kan hæves eller sænkes fra normalniveauet, og øjne og hjerne skal nu reagere anderledes and vanligt. Brilleglassene kan laves todelte, og udvalgte dele kan yderligere blokeres eller forsynes med plastfilm som omdirigerer lysets retning. Mulighederne her administreres meget forskelligt.

Endeligt findes en masse øvelser. Nogle, som er ren øjentræning. Andre, som udføres udfra en overordnet teoretisk ramme om integration, og derfor indebærer grovmotoriske aktiviteter (eksempelvis kravle -og koordineringsøvelser). Mulighederne her administreres også meget forskelligt.

Operation for skelen, er normalt kun en kosmetisk behandling. Der er jo ingen indlæring eller udvikling knyttet til skeleoperation. Hvor vidt meget tidlig operation kan bringe naturen tilbage på sporet, så udviklingen kan følge sin normale rute, er også delvist uafklaret.

Det gælder for alle de nævnte terapiformer, at undersøgelser viser blandede resultater. Egentlig funktionel kur, hvor samsynet har alle kvaliteter som markerer normalitet, opnåes kun i beskedent omfang. Men mindre kan også gøre det og ofte er man tæt på.

En enkelt undtagelse er skeleformer som opstår sent i udvikligsperioden og hvor øjnene drejer udad. Her viser træningsterapi en meget høj kurrate (omkring 85 %), og markerer den klart foretrukne metode.

Personligt, er jeg tilhænger af et ret agressivt behandlingsforløb. Dvs. briller og justeringer efter behov, tildækningsterapi med legeøvelser og hyppig kontrol. Ofte kombineret med samsynsterapi, hvor det skelende øjes centrale syn, bruges i en fælles perifer ramme. Når den rigtige cocktail rammes virker behandlingen rimeligt hurtigt ,og efter min opfattelse, er gevinsten stor.

Udvirker behandlingen ikke hurtige fremskridt og er logiske justeringer afprøvet, er det bedre at begrænse aktiviteterne til tildækningsterapi og evt. efterfølgende kosmetisk skeleoperation. Det er simpelthen synd at plage et barn med længerevarende virkningsløs behandling.

• Øjne og hjerne skal lære at se
• Et skeleøje sættes i stå, og øje-hjerne sammenhængen udvikles ikke
• Tidlig opdagelse og behandling er meget vigtig
• Plasterbehandling (og briller, hvis behov) er som regel første trin
• Planen for plasterbehandling skal følges meget nøje, og jævnlig kontrol skal påregnes
• Behandlingen kan evt. udviddes med aktive øvelser og lege. Afhængigt af personligt ståsted, må forældre afklare formål og gøremål med behandleren

• Mistænkes skelen, skal man hurtigst muligt til øjenlæge. Alle første gangs undersøgelser af børn under 10 år skal fortages af en person med lægelig baggrund
• Der er fri adgang til alle øjenlæger som har overenskomst med sygesikringen. Konsultation og evt. behandling er gratis. Ventetiden kan være lang, bestil tid hurtigst muligt.
• Øjenlægen, evt. i samarbejde med en skeleterapeut, kan opstille en behandlingsplan
• Opstår der utilfredshed med planen, af en eller anden uløselig årsag, kan der suppleres eller erstattes med private behandlere (inklusive undertegnede)
• Men anvendes private behandlere, er det meget vigtigt, at forældre afklarer behandlerens ståsted og forudsætninger. Skeleterapi er et speciale og ikke for amatører. Anvendelse af alternativ medicin og metoder bør højst være et supplement.